10 tips til inkontinens

Mange kvinder oplever inkontinens under graviditeten og omkring overgangsalderen. Faktisk er det så almindeligt, at hver 3. kvinde i den fødedygtige alder slås med inkontinens i en eller anden grad. Udover naturligvis at træne dine bækkenbundsmuskler med korrekte knibeøvelser for at afhjælpe problemet, kan du gøre din hverdag med inkontinens lettere ved hjælp af disse små tips.

1. Væske

Det er vigtigt at drikke rigeligt med væske, men for meget væske kan godt blive et problem, hvis du er inkontinent.
Nogle kvinder skærer drastisk ned på væskeindtaget, når de får problemer med inkontinens. Det er ikke løsningen.

Du kan ikke behandle din inkontinens ved at skære ned på mængden af væske, og det kan i værste fald føre til dehydrering, forstoppelse og nyresten, som faktisk kan irritere din blære og gøre symptomerne værre.

Det er vigtigt at få den helt rigtige mængde væske i løbet af dagen. Den rette mængde afhænger af din muskelmasse og dit aktivitetsbehov, men de fleste kvinder bør drikke omkring 2 liter væske om dagen.

Hvis du har tendens til natlig inkontinens , så drik mest væske i løbet af formiddagen og eftermiddagen og begræns væske efter kl. 18.30.

2. Alkohol

Hvis du har problemer med inkontinens, kan Happy Hour hurtigt blive et problem. Alkohol virker vanddrivende. Det får dig til at producere mere urin, hvilket kan forværre din inkontinens. Samtidig kan det virke irriterende på blæren, hvilket er et problem, hvis du døjer med en overaktiv blære.

3. Kaffe og te

Rigtig mange mennesker har svært ved at undvære deres daglige kop kaffe eller te. Men der er en rigtig god grund til at droppe de koffeinholdige drikke. Koffeinholdige drikke virker både vanddrivende og irriterende på blæren.

De fleste blæreproblemer bliver faktisk bedre, hvis koffeinindtaget bliver væsentligt reduceret. Hjælper det så at drikke koffeinfri kaffe og te? Desværre ikke, da der stadig er 1-2% koffein i, som er nok til at give problemer.

4. Chokolade

Også chokolade indeholder koffein og frarådes derfor. Det gælder både mørk chokolade og mælkechokolade, varm chokolade og kakaomælk (som faktisk indeholder den samme mængde koffein som koffeinfri kaffe)

5. Sukker

Selvom der endnu ikke er forsket nok i det, tyder noget på at sukkerholdige fødevarer (også de produkter, der kun indeholder honning, sirup og frugtsukker) kan forværre din inkontinens.

6. Sodavand

Blandingen af koffein og kulsyre er rigtig skidt, når det gælder inkontinens. Kulsyreholdige drikke har vist sig at forværre symptomer på inkontinens, så drikker du en del sodavand, så skær ned på mængden og se om du ikke oplever en væsentlig forbedring.

7. Stærke krydderier

Du kan sagtens gå ud fra, at hvis maden er stærk, så skal du tisse. Undersøgelser tyder på, at inkontinente personer, der undgår stærke krydderier ligesom karry, chili og cayennepeber kan mindske symptomerne på inkontinens.

Der er visse fødevarer, der virker som en udløser for personer med inkontinens eller overaktive blære , herunder stærke krydderier. Det bedste du kan gøre er at notere dig, hvilke fødevarer og drikkevarer, som virker til at give dig problemer.

8. Citrusfrugter

Citrusfrugter er en god kilde til C-vitaminer, men citrusfrugter og -drikkevarer kan være et problem for personer med tranginkontinens.

Sure frugter som grapefrugter, appelsiner, limefrugter, citroner, og selv tomater kan irritere din blære og forværre din inkontinens. Musklerne i blæren har en masse nerveender, der let kan blive irriteret, og specielt sure fødevarer kan give problemer.

9. Tranebærsaft

Tranebærsaft bruges ofte til at kontrollere urinvejs- og blæreinfektioner, og derfor tror mange – fejlagtigt – at tranebærsaft også kan hjælpe ved en overaktiv blære. Desværre er det sådan, at når det kommer til f.eks inkontinens så kan tranebærsaft faktisk gøre symptomerne værre, på grund af den sure pH-værdi.

Tranebærsaft er ikke et godt valg, hvis du lider af en irriteret blære.

10. Medicin

Visse typer hjertemedicin, blodtrykssænkende medicin, muskelafslappende midler, beroligende midler, og andre lægemidler kan gøre din inkontinens værre.

Meget af medicinen er vanddrivende og har til formål f.eks at fjerne overskydende væske fra kroppen , så hjertet og andre organer kan fungere mere effektivt. Dette fører til en øget væskemængde til blæren, hvilket ikke er godt, hvis du lider af inkontinens.

Tal med din læge om, hvorvidt din receptpligtige medicin måske være medvirkende til din inkontinens.

Hvis du døjer med inkontinens er det en rigtig god idé at skære ned på kunstige fødevarer og farvestoffer, samt koffein og i stedet holde dig til en mere naturlig kost fyldt med naturlige antioxidanter og vitaminer, herunder frugt,  grøntsager, og vand. Og glem ikke dine knibeøvelser! 

 

Skrevet af Ursula Kærle

Tagged